Søg
auning by
auningBy Museum
auning sport

Gymnastik og forår i skøn forening

 

Lørdag eftermiddag den 24. marts var en skøn forårsdag. Både for alle dem der var gået i haven, men ikke mindst for alle dem, der var til forårsopvisning i Auning Idræts- og Kulturcenter. Marts måned er højsæson for gymnastikopvisninger og i Auning er det ingen undtagelse.

Allerede fra morgenstunden var der livlig aktivitet i Hal A, hvor alle foreningens redskaber skulle transporteres over fra skolen. Redskaberne skulle stå klar, fanen pudses, stole og borde stilles op, så alt kunne være parat til, at de 140 børn mellem 1 og 16 år skulle indtage gulvet, sammen med både linedansere, et veloplagt herrehold, et gæstehold fra Øster Alling og 150 elever fra Gudenådalens Ungdomsskole. 

Otte af foreningens gymnastikhold var på gulvet denne lørdag eftermiddag, for at vise hvad de bl.a. havde bedrevet i løbet af sæsonen. Og der var mange stolte forældre, bedsteforældre og veninder på tilskuerrækkerne og rigtig mange stolte børn. Rent faktisk har der i den forgangne, sæson været så mange børn tilmeldt gymnastik i Auning, at nogle hold er blevet delt i to, for at de overhovedet kunne være i gymnastiksalen.

Alle gymnasterne, store som små, stod lørdag kl. 13 samlede i gangen lige uden for Hal A, linet op hold for hold. Nogle var betuttede, andre havde svært ved at stå stille af bare spænding, mens andre igen tog det mere køligt, for de har prøvet det tusind gange før - at gå ind til fælles indmarch, til fælles musik og med de to faner i front. Den fælles indmarch forløste den første spænding og resten af dagen fulgte alle holdenes flotte præstationer på gulvet, til stor fryd for både dem selv og tilskuerne. 

Som en flot afslutning på dagen ventede en oplevelse for alle, nemlig det 150 mand store elevhold fra Gudenådalens Ungdomsskole, der gav en flot og inspirerende opvisning for alle gymnasterne og tilskuerne. Med sådan en dag må man sige at foråret er blevet skudt i gang med maner og gymnastiksæsonen afsluttet ditto.

 

Springaberne i aktion

Gymnasterne fra Øster Alling i orange

 

Siden er sidst opdateret:23. December 2019