Søg
auning by
auningBy Museum
auning sport

BrixMiniCup

Danmarks hyggeligste ungdomsfodboldstævne for piger og drenge!

BrixMiniCup 2020 er desværre aflyst pga Covid19

Når vi skriver efterår tænker de fleste nok rusk, regn, mørke og ikke mindst BrixMiniCup.
Fodboldstævnet der de seneste år er vokset, med fokus på kammeratskab, hygge, stemning, masser af mennesker i Auning Idræts- og Kulturcenter og selvfølgelig fodbold - masser af fodbold. På trods af navnet har stævnet vokset sig stort, og de førnævnte faktorer vil og skal altid være omdrejningspunkter for BrixMiniCup.

Stævnet løber fra fredag eftermiddag til søndag aften og kunne sagtens strække sig over endnu flere dage, men igen er det den sociale del, der tæller - ikke den kommercielle.

Stævnet har gennem årene haft besøg af klubber fra hele Jylland, men også Fyn og Sjælland og sågar Norge. Flere ting er bygget på i løbet af stævnets levetid og i dag har stævnet sin egen mascot Elmer, sit eget tv-studie, sin egen slagsang, et kæmpe korps af trofaste frivillige, ligesom folkene bag stævnet har ideudviklet i forhold til præmier og indslag under stævnet. Man kan kun sige at BrixMiniCup er kommet for at blive.
I år er alt anderledes. Covid19 har lige pt. overtaget og har haft det et stykke tid. Det lysnede lige før sommerferien, men virussen er desværre blusset op igen.

Derfor har folkene bag BrixMiniCup besluttet at dette års stævne aflyses. Vi ønsker på ingen måde, at overtræde de restriktioner og retningslinier der lige nu anbefales og derfor denne beslutning. Mange tanker er tænkt i forhold til afvikling af stævnet - det kan lade sig gøre, men vil på rigtig mange punkter være så forskelligt fra det, som alle kender og det ønsker vi fra BrixMiniCups side ikke.

Auning IF fodbold ønsker ikke at være klubben der gør det, fordi man kan, men ønsker istedet at være klubben, der lever op til det, både spillere, ledere, trænere, publikum, sponsorer - ja kort sagt, det alle fodboldinteresserede kender.

Ord som grundighed, seriøsitet og gensidig respekt for hinanden kendertegner i den grad BrixMiniCup, også når det gælder dette års aflysning. DET ER DET RIGTIGE.

Det vil uden tvivl skuffe mange piger, drenge og voksne, at de ikke skal til BrixMiniCup i Auning Idræts- og Kulturcenter i år, men omvendt er der ingen tvivl om, at der vil være forståelse og respekt for den beslutning, der er taget.

Ingen kender fremtiden: Dog håber man fra BrixMiniCups side, at stævnet kan gennemføres i 2021. Det er helt sikkert intentionen lige nu og så håber vi selvfølgelig at alle vil være med igen - både de mange klubber, som har bakket op hvert år, de mange frivillige, men også de mange sponsorer, som sammen med BrixMiniCup har markedsført Auning IF, Auning Idræts- og Kulturcenter og Auning by på fornemste vis.

Tak for det!

BrixMiniCup
Stævneledelsen

Placeringer og præmiefordelingen ved BrixMiniCup 2019


Klik for en større version eller print nedenstående PDF-fil:

Følg BrixMiniCup på Facebook ...

Siden er sidst opdateret:14. September 2020

Besøg