Søg

Skødstrup U9 på træningsophold i AIK

Skrevet af: AuningSport.dk

Ved BrixMiniCup 2017 blev Skødstrup U9 de heldige vindere af et træningsophold for 25 børn og deres trænere. Denne hovedgevinst, som var skænket af Auning Idræts- og Kulturcenter, blev indløst i weekenden den 17. og 18. marts.


For Skødstrup U9 blev træningsopholdet ved AIK en kanon succes. De 38 drengene var henrykte over maden, hyggen, svømmehallen og selvfølgelig over at kunne spille fodbold inden døre en hel weekend med bidende frost og stiv kuling udendørs. 

Også de 5 trænere og 6 forældre, som deltog i træningsopholdet, var overordentlig tilfredse med hvordan træningsopholdet var tilrettelagt fra AIKs side. Trænere og forældre har efterfølgende givet udtryk for at alle havde en fantastisk tur. Og at de helt klart vil anbefale andre at tage på et træningsophold i Auning Idræts- og Kulturcenter. 

Trænerne og forældrene har udtalt at AIK fungerer perfekt til sådan et arrangement. Servicen var i top hele vejen igennem, og alle fra Skødstrup U9 var meget glade for oplevelsen. De vil helt klart anbefale andre at tage på et træningsophold ved AIK. 

Peter Steenfeldt Jacobsen, som er træner i Skødstrup SF, sendte et par dage efter træningsopholdet en beretning om hvordan træningsopholdet var forløbet. Det er inspirerende læsning, som AIK og BrixMiniCup er meget taknemlige over.

Peter Steenfeldt Jacobsen skriver bl.a.:
- Vi fra Skødstrup U9 rigtig godt repræsenteret ved BrixMiniCup 2017, og udover at have nogle gode oplevelser på banen til dette stævne, var vi også så heldige at vinde hovedpræmien (lodtrækning) på et ophold i Auning Idræts- & Kulturcenter for 25 børn + trænere. Med i pakken var fuld forplejning, samt brug af hal, svømmehal og udendørs bane (sidstnævnte blev dog ikke aktuelt denne gang pga. frostvejr og stiv kuling).

I Skødstrup har vi ret store børneårgange i disse år, men der var heldigvis mulighed for tilkøb af ekstra pladser, så vi kunne få alle interesserede med. Vi endte op med at være 38 drenge, 5 trænere og 6 forældre, så bortset fra et par stykker, der var forhindrede og en enkelt med sygdom, så mødte vi talstærkt op.

Programmet var fra kl. 10.00 lørdag d. 17. marts 2018, hvor vi efter at være blevet installeret spillede lidt bold om formiddagen. Kl. 12.00 stod den på frokost. Her blev vi meget positivt overraskede over den flotte buffet med bl.a. frikadeller, pastasalat med kylling, madpandekager, flødekartofler, brød mv. Så alle fik fyldt maverne godt op.

Om eftermiddagen afholdt vi en intern miniturnering i hallen med 8 blandede hold. Næsten 3½ times fodbold med fuld tryk på drengene, hvor FC Barcelona til slut vandt finalen over Manchester United.

Vi fik derefter saft/kaffe og kage, der også var en del af pakken.

Adgang for alle i svømmehallen var aftalt fra 17.15 – 18.15, hvor vi havde den for os selv inkl. en livredder. Dette var også et hit for drengene.

Aftensmaden var programsat til 18.30. Igen et måltid, der i den grad positivt overgik vores forventninger. Der var bl.a. en stor steg, der blev skåret op efter ønske, samt kylling, frikadeller, pastasalat, brød og to slags kartofler.

Dernæst var der mulighed for indkøb af slik i kiosken, der holdt åbent for os. Det var på forhånd aftalt, at alle måtte have 40 kr. med hjemmefra til formålet.

Vi fik derudover sat bordtennis og bordfodbold frem. Så aftenen stod på fri leg og hygge i hallen indtil ca. 21.00-21.30, hvor børnene gik i seng. Vi sov dels i multisalen og dels i den ene af hallerne, så rigtig god plads. Det gik relativt nemt med at få ro, da børnene var godt trætte oven et hårdt men godt program.

Søndag morgen var vi klar igen med fin morgenmad kl. 8.00. Herefter pakkede vi vores sovegrej sammen, hvorefter den igen stod på fodbold frem til middagstid, hvor der ventede en god gang lasagne til frokost. Folk begyndte derefter at blive hentet, og de sidste trillede lidt bold igen, indtil vi sagde farvel og tak kl. 14.00. Det var en flok trætte, men glade børn og voksne, der returnerede mod Skødstrup.

Alle børn og voksne havde en fantastisk tur, som vi kun kan anbefale andre. AIK fungerer perfekt til sådan et arrangement, og servicen var i top hele vejen igennem, og vi fra Skødstrup U9 er meget glade for oplevelsen og håber for andre, at de kan få en tilsvarende mulighed en anden gang. Stor tak herfra.

På vegne af spillere og trænere i Skødstrup SF U9 (årgang 2009)

Peter Steenfeldt Jacobsen
                             

Hvis andre har fået lyst til også at kommet på et træningsophold, er man meget velkommen til at kontakte Henrik Johansen, Auning Idræts- og Kulturcenter. Mobil 2447 6055.


Læs mere om træningsophold ved AIK her!

 

 

Siden er sidst opdateret:12. december 2017