Søg
Auning Radio & TV

Krolfen breder sig i Auning

Skrevet af: Tommy Hjorth

Krolfklubbens bestyrelse og klubbens spillere tager altid godt imod, hvis man får lyst til at stifte nærmere bekendtskab med dette nye og sjove spil. Udover selve spillet er det sociale en meget vigtig del af klublivet.

Trafikken kan til tider være temmelig kaotisk på Sdr. Fælledvej i Auning. Alle ved skolen, idrætscenteret og den nybyggede børnehave er med til at skabe dette, da rigtig mange børn og voksne skal fragtes frem og tilbage i dagtimerne, fra tidlig morgen til sen aften. En anden trafik, som måske er knap så iøjnefaldende og kaotisk, er trafikken frem og tilbage til træningsanlægget hos Auning Krolfklub, også beliggende på Sdr. Fælledvej.

Bevæger man sig ud i området vil man hver lørdag formiddag og tirsdag eftermiddag, kunne opleve en mere stille og rolig trafik på hjørnet af Sdr. Fælledvej og Industrivej. Her, overfor det grafiske firma Brix, ligger Auning Krolfklub. Et dejligt, grønt område lukket inde af træer og læhegn og beliggende klods op ad Auning IF`s fodboldanlæg. Eneste tegn på her dyrkes en form for sport er 24 huller i jorden og et nyopført klubhus med klubbens logo.

Allerede en halv time før det aftalte mødetidspunkt myldrer det ind med mennesker på banen. Gående, folk på cykel og flere i bil. Man ser både yngre og ældre medlemmer, men 75 procent af klubbens medlemmer er +60. Over skulderen typisk et ketcherhylster fra badminton, indeholdende en kølle og en kugle. Snart er 30 mennesker samlet og snakken går, mens termokanderne, kagen og de små skarpe pakkes ud til den efterfølgende kaffekomsammen. Søren fra klubben er snart i gang med at optælle deltagerantallet og så skal der ellers trækkes lod om, hvem man lige netop denne dag skal gå runder sammen med. Oftest 4 - 5 deltagere på hvert hold. 



Så snart der er trukket lod kan man høre de klassiske kommentarer og drillerier medlemmer imellem, og så kan aftenens spil ellers gå i gang. Klubben har to baner og man går typisk en runde på hver, når der spilles. Snart er spillet i gang og her høres jublen, banden og ærgrelser, når tingene enten går godt eller skidt. På klubhuset hænger en messingklokke, og laver en spille hole in one skal spilleren spurte op til klubhuset, ringe med klokken og derved markere sit fantastiske slag. Da der faktisk laves forholdsvis mange hole in one, da der kan være langt op til klubhuset, og da klientellet, med al respekt, måske ikke ligefrem er potentielle deltagere i 100 meter løb til OL er det som oftest de spillere som står nærmest klokken man råber til. Så yder de den service at ringe med klokken. I respekt for de ældste og nå ja - dovenskaben. 

Mens der spilles dukker der som regel nysgerrige tilskuere op og kigger på. Folk som har hørt om krolf og gerne lige vil se, hvad pokker det nu er for noget. Som regel ender det med de dukker op efterfølgende og gerne vil være med. Efterhånden som holdene bliver færdige med de to runder findes kaffen frem og mange af medlemmerne slår sig ned på de opstillede bænke og nyder kaffen, den medbragte kage og måske en lille skarp ovenpå dagens strabadser. Måske endda to. Folk hygger sig, tager afsked og glæder sig allerede til næste spilledag.

Hvad er krolf egentlig for en størrelse? Krolf er, som ordet sikkert fortæller, en blanding af golf og krocket. En metalkølle, en plastickugle og 12 huller, så er man i gang. Nu gælder det om at få kuglen i hul på færrest slag. Et simpelt spil som minder om minigolf og rigtig golf og med få og simple regler. Sporten stiller ingen krav til fysikken, alle kan være med uanset alder, køn og fysik. Krolf er den hurtigst voksende sportsgren i Danmark og her afholdes både VM, NM og DM i single- og par. Udover de større mesterskaber spilles der hver uge turnering rundt om i Danmark. Også her deltager en del fra Auning Krolfklub, ligesom der engang imellem arrangeres stævner med de omkringliggende klubber, særligt Uggelhuse Krolf, hvor Palle Hjorth har været en stor hjælp i forbindelse med etableringen af Auning Krolf. 

Klubben i Auning lægger ofte baner til større stævner med op til 90 deltagere bl.a. Supertræf i september, som er stævnet hvor årets bedste kvinder og mænd mødes til den endelige dyst. Hvem er årets henholdsvis dame- og herrespiller?



Auning Krolfklub blev dannet i 2014 og har i dag ca. 60 medlemmer. I 2015 ansøgte man ELRO-fonden om penge til opførelse af et klubhus og dette stod færdigt i september 2015. Efterfølgende er der indkøbt borde og bænke, lagt fliser og etableret et tørkloset til brug ved større stævner med mange deltagere. Klubben nyder stor gavn af lokale sponsorer som har investeret i hullerne, som man kender det fra goldbanerne. 

Skulle man have lyst til at være med, eller måske bare kigge på i første omgang, er man altid velkommen på banerne. Får man lyst til at være med kan man for 350 kr. anskaffe sig det nødvendige udstyr og når den forholdsvis billige kontingent er betalt kan man spille ligeså tit man vil i løbet af året. I sommerhalvåret spilles der en aften og en formiddag, mens der i vinterhalvåret spilles en formiddag og en eftermiddag. Vejret er som regel ingen hindring da krolf kan spilles i stort set al slags vejr, dog undtaget meterhøje snedriver. 

Krolfklubbens bestyrelse og klubbens spillere tager altid godt imod, hvis man får lyst til at stifte nærmere bekendtskab med dette nye og sjove spil. Udover selve spillet er det sociale en meget vigtig del af klublivet. Klubben holder sommergrillfest, julefrokost og klubmesterskaber med spisning.

Som noget nyt har et medlem fra bestyrelsen lavet bustur til julemarked i Tyskland med overnatning på hotel. Som en spiller sagde efter dette års grillfest. "Jeg synes vi hygger os meget når vi er sammen - men hvis man har ambitioner skal man nok overveje at skifte klub"! Dette er dog sagt med et glimt i øjet.  Der skal dog ikke herske tvivl om, at når først medlemmerne får en krolfkølle i hånden og bliver sluppet løs på banen - så vil de vinde, hver og én. 


Auning Krolf har sin egen hjemmeside her på portalen

Siden er sidst opdateret:12. december 2017